Udtagelsesproceduren

LUX-udvælgelsespanelet består af personer fra den europæiske filmbranche. De udvælger de fem film, der skal nomineres til LUX-publikumsprisen, fra den brede vifte af film, der er indstillet til European Film Awards. Hvert medlem af udvælgelsespanelet kan foreslå to film til nominering. 

LUX-udvælgelsespanelet mødtes den 28. juni 2023 i Bruxelles og udvalgte efter indgående drøftelser fem film til LUX-publikumsprisen. Navnene på filmene blev afsløret under den internationale filmfestival i Venedig den 1. september 2023 under overværelse af medlemmer af Europa-Parlamentet, publikum, filmskabere og fagfolk inden for filmbranchen.

Kriterier for at komme i betragtning til 2024-udgaven

For at komme i betragtning til LUX-publikumsprisen skal filmene opfylde følgende kriterier:

Generelt:

  • De skal have modtaget en pris eller have fået stor opmærksomhed på en større festival.
  • De skal være blevet solgt til eller vist i biografer i mindst fem EU-lande (eller, for så vidt angår film fra filmfestivalen i Cannes, have fået solgt deres rettigheder i mindst ét EU-land).
  • De skal have haft premiere på en festival eller i en biograf mellem den 1. juli 2022 og den 28. maj 2023.

Emner:

  • Filmene skal illustrere mangfoldigheden af emner, som præger den europæiske debat, og de skal være tilgængelige for et bredt, mangfoldigt europæisk publikum.
  • De skal dække en bred vifte af temaer og fremme og anspore til offentlig debat om dagligdagen i Europa og om Europas fremtid. Der tilskyndes til en mangfoldighed af toner, emner og genrer.
  • Lighed, mangfoldighed og inklusion skal portrætteres på en vellykket måde gennem filmens emner og personer.

Produktionens geografiske oprindelse:
Filmene skal være produceret eller samproduceret i lande, der er berettiget til støtte fra CEATIVE EUROPE-MEDIA-programmet (EU-medlemsstater, Albanien, Armenien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Island, Kosovo, Moldova, Montenegro, Norge, Nordmakedonien, Serbien og Ukraine).

Genre:
Fiktion, animation og dokumentarfilm.

Varighed:
Filmene skal vare mindst 60 minutter. Film på over 120 minutter bør så vidt muligt undgås.