Flugt

Flugt
Flugt
Synopsis:

Amin Nawabi (pseudonym), en 36-årig højtpræsterende akademiker, lider under en smertefuld hemmelighed, som han har holdt skjult i 20 år. En hemmelighed, der truer med at få det liv, han har opbygget for sig selv og sin kommende mand, til at smuldre. Til sin nære ven og gamle klassekammerat fra gymnasiet, instruktør Jonas Poher Rasmussen, fortæller Amin for første gang, mest gennem animation for at beskytte sin identitet, historien om sin utrolige rejse, da han som barn flygtede fra Afghanistan. Gennem dybtfølte interviews mellem Jonas og Amin skildrer Flugt en uforglemmelig historie om selvopdagelse. Den viser, hvordan vi kun kan skabe en fremtid, hvis vi konfronterer vores fortid, og at du kun kan finde frem til, hvad "hjem" egentlig betyder, når du holder op med at flygte fra den, du er.

Filmfokus:

Flugt, der er en af de mest bjergtagende animerede dokumentarfilm i de seneste tider, dokumenterer på unik vis en afghansk flygtnings hjerteskærende forsøg på at opnå asyl i udlandet og hans rejse, der er alt andet end ligetil. Den danske instruktør, Jonas Poher Rasmussen, finder bemærkelsesværdige måder at afdække sin hovedpersons, Amins, erindringer på ved at fremstille dem således, at de ligner en klassisk spændingsfilm samtidig med, at det er en film, der fortsat har dokumentarfilmens troværdighed.

Flugt, der var udvalgt til filmfestivalen i Cannes i 2020, ventede et halvt år på at få premiere til World Cinema Documentary Competition på dette års Sundance filmfestival, hvor den vandt juryens pris og var en af de mest beundrede film på hele festivalen.

En af filmens mange storslåede øjeblikke er de indledende minutter, da Amin (alle hovedpersonerne har pseudonymer for at beskytte deres anonymitet) ligger på en plyssofa og forbereder sig på at berette sin imponerende fortælling til Rasmussen. Pludselig, i dét øjeblik at vi som publikum begynder at slappe af, dukker et klaptræ frem i hjørnet af billedet, de to hovedfigurer fniser, derefter er scenen tilbage. Dette gengives i håndtegnet animation i form af en skitsetegnings slørede og upræcise linjer. Hvilken virkelighed befinder vi os i her? Subjektiv virkelighed og vores opfattelses egenart er således en af denne films centrale spørgsmål.

Genistregen med at bruge animation til helt bogstaveligt at illustrere Amin historie er, at dens farverige pragt og rumlige overdrivelser bringer os tættere på følelsen af faktisk at "tilgå" erindringerne, en smule som virkelighedsniveauerne inddelt efter farvekoder i Christopher Nolans værk.

I modsætning til mange migrantfortællinger i moderne film finder Flugt sted på et tidligere tidspunkt – de sidste faser af krigen mellem Afghanistan og Sovjetunionen i slutningen af 1980'erne – hvor flugt var blevet civiles eneste løsning. Ligheden med den moderne flygtningekrise er ikke desto mindre tydelig. I sine tidlige teenageår blev Amin i første omgang reddet ud fra Afghanistan sammen med sin skrøbelige mor og tre ældre søskende til Rusland, som var det eneste land, der ville tage dem. Der var dog kun tale om en midlertidig løsning. De russiske visa udløber, og landet præges af uroligheder efter kommunismens fald. Filmens centrale del følger Amins stadig mere håbløse og kafkaske forsøg på at slå sig ned i et mere sikkert, vesteuropæisk land. Men en person defineres ikke kun ud fra sin politiske status. En vigtig del af historien er Amins opblomstrende seksualitet som queer. Vi er vidne til hans kamp for at skjule dette for sin familie og til, hvordan han udforsker sin lyst i private hjem og med mennesker på sin egen alder.

Animationsfilmen fra Sun Creature Studio, der ligger i København, giver os ikke en fornemmelse af distance til de voldsomme begivenheder, der samtidig udruller sig. De første scener fra omkring begyndelsen af 1980'ernes Kabul er en fest af farver og detaljerigdom, som alle på selvrefererende vis udruller sig til a-ha’s sang Take On Me, hvortil der jo findes en berømt animeret musikvideo. Senere i filmen ses Sankt Petersborgs labyrintiske gader, der ser ud som om, at der finder masseoptøjer sted hver dag, og der er en sekvens til søs med et enormt passagerfartøj, som er overvældende stemningsfuld.

Filmens drivkraft udsprang af instruktørens og hovedpersonens venskab. De mødtes i gymnasiet, og Rasmussen var altid ivrig for, at Amin skulle berette den sande historie om, hvordan han endte i Danmark. De fleste af os har en nær ven, som efter vores opfattelse har haft et liv, der ville udgøre et fantastisk filmtema. Denne gang har Rasmussen rent faktisk lavet denne hypotetiske film, og det er en ren gave.

Flugt er en samproduktion mellem Danmark, Frankrig, Sverige og Norge. Den er blevet produceret af Final Cut For Real og Sun Creature i Danmark i samproduktion med Vivement Lundi, Most Film og Mer Film samt i samarbejde med Left Handed Films og Vice Studios. Det internationale salg varetages af Cinephil.

David Katz, Cineuropa