DRUK

DRUK
Synopsis:

Der findes en teori om, at vi burde være født med en lille mængde alkohol i blodet, og at en lettere beruset tilstand åbner vores sind for verden omkring os, mindsker vores problemer og øger vores kreativitet. Martin og tre venner, alle noget udkørte gymnasielærere, tager teorien til sig og begynder at eksperimentere med at holde et konstant niveau af beruselse arbejdsdagen igennem. Hvis Churchill kunne vinde Anden Verdenskrig i en tåge af alkohol, hvad vil nogle få dråber så ikke kunne gøre for lærerne og deres elever? De første resultater er positive, og lærernes beskedne projekt udvikler sig til en egentlig akademisk undersøgelse. Både deres klasser og deres resultater bliver stadig bedre, og de fire venner mærker en fornyet livsånd! Efterhånden som promillerne stiger, oplever nogle af dem yderligere forbedringer, mens andre går i hundene. Det står mere og mere klart, at selv om alkohol kan ligge til grund for store begivenheder i verdenshistorien, så har dristige handlinger også konsekvenser.

Filmfokus:

Idéen til Thomas Vinterbergs film DRUK er så god, at han og hans faste manuskriptforfatter Tobias Lindholm (Kollektivet fra 2016, Jagten fra 2013 og Submarino fra 2010) forhåbentlig havde noget at skåle i, da de fandt på den.    Eller måske var det under en tur i byen med vennerne, at Vinterberg besluttede at lave en film med afsæt i den norske psykolog Finn Skårderuds obskure teori om, at mennesker fødes med en halv promille for lidt alkohol i blodet. Så er spørgsmålet: Hvad ville der ske med ens velvære, hvis man forsøgte at holde sig snalret på dette ideelle niveau? Ville man være lykkeligere? Hvem kunne modstå en sådan logik, som nærmest passer til advarselsetiketten på en cigaretpakke? Idéen blev i hvert fald mødt med åbne arme på Cannes, hvor DRUK blev officielt udtaget til konkurrencen, såvel som af det Europæiske Filmakademi og Toronto-filmfestivalen, hvor den også var udtaget, samt på San Sebastián-filmfestivalen, hvor filmen havde sin fysiske verdenspremiere. Heller ikke den danske Oscar-komité kunne få armene ned af begejstring, og den valgte filmen til at repræsentere Danmark i kategorien bedste fremmedsprogede film.

Det er således kun passende, at når man først er kommet på en sådan idé, så er det tid til at samle sjakket. Og champagnepropperne springer, når man ser Vinterbergs stjernebesætning af garvede kræfter i samme film: Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. De spiller en gruppe gymnasielærere, der har ramt midtvejskrisen og søger efter en måde at få gnisten tilbage på, både på arbejdet og i privatlivet – og er der nogen bedre måde end med alkohol? Der er noget så overrumplende ved denne idé, at det næsten er en skam at måtte meddele, at alkohol selv på det hvide lærred fungerer som en løsning på livets kvaler, akkurat som man ville have formodet. Men før eller senere melder tømmermændene sig. Ved første øjekast ser det ud, som om Vinterberg vil fejre alkohol som et vidundermiddel, der ville begejstre selv "Withnail og Jeg". En nervøs elev bliver endda opfordret til at tage en lille én for at kurere sin eksamensskræk – og det virker. I historietimen fortæller Mads Mikkelsens figur Martin sine elever, at det er alkohol, der knytter fortidens store skikkelser sammen. Hans nye, friske tilgang får eleverne til at se på ham, som var han Robin Williams' John Keating. Men så vågner man op med hovedpine.

Vinterberg er imidlertid en udspekuleret instruktør og ved bedre end at lave en film alene med druk som ledemotiv. Han bruger drikkeriet som madding til at få os på krogen, hvorpå han udfolder et større budskab om, at når livet kan synes trist og meningsløst, kan det også være, fordi vi ikke har formået at være ærlige over for os selv. Og det er netop denne tråd i fortællingen, der gør DRUK til en fejring af både livets højde- og lavpunkter.

Det er alt sammen hjulpet godt på vej af en pragtpræstation fra overdrankeren: Mads Mikkelsens figur Martin. Den berømte skuespiller arbejder for første gang i mange år på sit modersmål og brillerer i rollen som én, der er kørt fast i livet, er træt af at undervise og har et ægteskab, der knager. At drikke virker kun, indtil det ikke virker længere, men det giver Martin tilstrækkelig indsigt til at forstå, at der må ske noget. Og det gør der også – på spektakulær vis. Vil hans liv blive lykkeligere? Hvem ved? Men i det mindste danser han. Både indadtil og udadtil.

DRUK er en dansk-svensk-nederlandsk co-produktion af Zentropa Entertainments, Film i Väst, Zentropa International Sweden, Topkapi Films og Zentropa International Netherlands. Internationalt salg og marketing af filmen varetages af TrustNordisk.

Kaleem Aftab